Tyskland
Som vi så småt har bevæget os sydpå gennem Lillebælt og Alssund, rammer vi nu Kiel. Det er nu, vi vender snuden ud mod de nordatlantiske dønninger.
Fra Dyvig for anker sejler vi direkte til Kielerkanalen, og vi ender med at måtte vente et par timer, før vi får grønt lys til at komme ind i slusen. Vejret var ikke specielt godt — det var faktisk bare rigtig dansk sommervejr: gråt og kedeligt.
Vi kom igennem til sidst, sammen med de andre lystsejlere, som havde ligget og ventet sammen med os — nogle havde været der længe før os også. Det var vist ligegyldigt at stå så tidligt op og sejle fra Dyvig — gaaaab.
Vi havde planlagt at lægge os i havn ved Rendsburg. Her skulle vi blive nogle dage, fordi Christian og jeg måtte rejse hjem til Danmark igen for at deltage i min morfars begravelse. Han døde desværre kort tid før vores afrejsedag; det var hårdt for os begge og for hele familien. Heldigvis forstod vores tre gaster, at vi måtte rejse hjem.
Slusen på vej ind i Kielerkanelen.
Da vi kom retur til Rendsburg, var gæsterne alligevel ret klar på at sejle videre derfra. Vi klargjorde Vela og bevægede os mod den sidste sluse. Heldigvis var det ikke en, vi skulle vente flere timer på — faktisk fik vi den helt for os selv.
STYRESVIGT
!
STYRESVIGT !
Da vi var kommet over på den anden side af kanalen, blev vi mødt af voldsomme strømforhold. Nu lå vi i Elben, og autopiloten arbejdede på fuld hammer; det passede med strømforholdene, så vi kunne holde kursen og sejle direkte videre til Helgoland.
Mens jeg sad og havde vagten, og Christian lige hurtigt var nede om læ, kom et fragtskib sejlende forbi. Det skabte, sammen med strømmen, nogle hækbølger, som Vela kæmpede for at komme igennem. Set i bagklogskabens klare lys havde det måske været bedre at styre os ud på Elben i håndstyring, men det ville måske bare have udskudt det, der ventede os.
Ved en af disse hækbølger gav autopiloten modror til bagbord, men problemet var, at vi ikke stoppede med at dreje til bagbord!
Nu lå vi der i Elben,
en trafikeret og central europæisk vandvej,
og drejede i cirkler om os selv!
Christian var hurtigt nede og rev madrasserne i agterlukaferne væk, så han kunne komme ind og finde problemet ved rorstammen. Aktuatorarmen havde skruet sig af. Nu var nødhavnen Cuxhaven.
Nødroret blev rigget til, og gasterne sørgede for fendere og trosser til havnemanøvren.
Heldigvis kendte vi nogle andre danske både, som lå i havnen, og som vi kunne skrive til for at koordinere, hvor vi kunne lægge os. Med den manøvre, vi skulle til at lave, skulle det være langskibs.
Turen til havnehullet var udfordrende, og ærligt — vi nåede aldrig at teste nødstyresystemet, før vi forlod Danmark. Heldigvis virkede det! Vi fandt dog ud af, at vores nødstyrepind skal forlænges. Da styrepinden var så kort, var det svært at få nok moment og kraft til at dreje, især mens strømmen og bølgerne gjorde forholdene vanskelige. Set udefra — og uden at vide, at vi havde styresvigt — lignede vi nok et par fulderikker, der slingrede fra side til side.
Men til sidst nåede vi frem til havneløbet ved Cuxhaven; nu var udfordringen at komme uskadt ind. Vi huskede fra sidst, vi skulle ind i Cuxhaven, at der var usædvanligt meget strøm! Men når man først er inde, er det som at sejle på en lille sø i Silkeborg.
Christian ved nødroret, mig ved styrepulten med kontrol over gashåndtag og bovthruster — og mon ikke vi havde en gast mere til at stå med en fender, klar til at slå fender af, hvis vi skulle ramme noget eller nogen? Det var en meget hektisk procedure. Vi endte med at blive sat så meget af strømmen, at vi sejlede fuldstændigt sidelæns ind i havnen. Særligt at se, særligt at opleve.
Vores fellowsejlere fra Christopher Columbus III og Bia stod klar på broen til at tage imod vores trosser. En meget stressende situation blev pludseligt rolig og fyldt med mere overskud, end vi havde turdet håbe på. Da vi havde lagt Vela til langskibs, var det blevet tid til at gå ned og fikse problemet.
Som sagt havde aktuatorarmen skruet sig selv ud, og derfor havde vi mistet styreevnen. Hvordan den havde skruet sig selv fri, er et spørgsmål, vi stadig stiller os selv den dag i dag. Heldigvis betød det også, at der ikke var noget, der var gået i stykker — det var et quick fix; vi skulle bare skrue delene sammen igen. Nu skulle vi bare lægge den næste plan.
Der var dårligt vejr på vej, og spørgsmålet var, om vi skulle være blæst inde i Cuxhaven, eller om vi skulle sejle hele vejen til Helgoland og blive blæst inde dér, som vi oprindeligt havde planlagt.
Der var enighed om, at vi ville videre til Helgoland. Det eneste problem var, at vi nu ikke længere havde strømmen med os til at sejle ud af Elben og ud til Helgoland, så vi måtte vente med at sejle videre, indtil strømmen igen vendte. Det blev turens første nattesejlads.
Omkring midnat smed vi trosserne og bevægede os ud i Elben igen. Det var med en lille klump i maven over, hvad vi lige havde gennemgået, men op på hesten igen, som man siger — jo før, jo bedre. Vi tonsede ud af Elben med en SOG (speed over ground) på 8–9 knob på grund af strømforholdene. Ved solopgang, omkring kl. 05:00, sejlede vi ind i havnehullet til Helgoland.
“Det går ad Helgoland til”
Måske har du hørt den sætning? Jeg har mødt mange, som ikke er klar over, at Helgoland faktisk findes – og det overraskede også mig, da jeg for første gang fandt ud af det.
Helgoland er en fantastisk lille ø i Nordsøen, som vi på det varmeste kan anbefale at besøge. Vi havde været på øen én gang tidligere under vores transportsejlads med Thyra fra Hvide Sande til Korsør.
Da vi ankom denne tidlige junimorgen, lå der en flåde af både. Der var en regatta i gang, og vi kunne ikke gøre andet end at lægge os på siden af en af racerbådene, så vi kunne komme ned på køjen — vel vidende at de nok ville vække os inden længe og bede os om at flytte os, så de kunne komme ud og deltage i sejladsen. Ganske rigtigt blev vi vækket nogle timer senere, og efter et stort kaos af både i havnen, der cirklede om hinanden — nogle mere skødesløse end andre — kunne vi få lov til at finde en god plads helt inde ved broen. Regattaen skulle fortsætte tre dage endnu, så vi var godt klar over, at de ville komme og ligge sig udenpå os, men det er vi jo vant til hjemme fra Danmark i højsæsonen.
Det dårlige vejr var så småt begyndt at komme over os, og vi fik dagene til at gå med at udforske øen, beundre naturen og dyrelivet, de momsfrie butikker og deres museer om bombningerne fra 2. verdenskrig.
Efter at have nydt dagene på Helgoland — shoppet, samlet glas på stranden, gået ture og bunkret billig diesel (mindre end 1 € pr. liter) — var vi igen klar til at sejle sydpå. Nu gik turen til IJmuiden i Holland.
